Den dag jeg ikke længere oplever spændingen og glæden ved at opdage en ny god vin, kan jeg lige så godt lave noget andet. I disse dage har jeg det som et barn, der er blevet sluppet løs i en legetøjsbutik i, meget apropos, juletiden. Det sker ikke hver dag og det sker ikke for ofte: sådan er vilkårene. Men vine som disse her ? ja, det lang tid siden at jeg har oplevet en så stor spænding og glæde.

De flasker I ser på billedet er tomme. De blev fotograferet for en lille måned siden: de indeholdt vareprøverne, smagt over en hel uge. Det havde jeg ikke behøvet - at smage på vinene over en hel uge: kærlighed ved første slurk, men jeg ville være sikker, mere end sikker, før jeg bestilte.

Det er vine i særklasse og jeg tøver ikke med at udnævne dem til årets bedste blandt mine vine. Den overraskelse, den smag-man-ikke-havde-smagt-før smag , den fornemmelse af fuldendt klassisk elegance og  storslået drikbarhed, det var, hvad jeg oplevede fra første slurk.

Hvordan kom jeg i kontakt med producenten ? Jo, i april i år læste jeg et eller andet sted på nettet (nettet er fyldt med ‘et-eller-andet’-steder) om et eksperiment i Monferrato, den sydlige del af Piemonte, hvor et ungt par havde forsøgt sig med nebbiolo. Nebbiolo ? i Monferrato ? Godt nok er vi stadigvæk i Piemonte, men langt fra druens arnested, la Langa.  Jeg skrev eller ringede, men vinen var ikke klar endnu og produktionen var ikke særlig stor. “Hvor mange flasker ?” spurgte jeg. “Seicento, circa.” Cirka sekshundrede flasker, svarede kvindestemmen, i den anden ende af telefonen. “Siamo una piccola azienda”. Jo, tak piccola, men “I kan ikke leve af sekshundrede flasker.” “Nej, nej vi producerer også andre vine, hvis De kommer forbi vil jeg glædeligt lade Dem smage vor produktion.”  Jeg havde glemt at sige, at jeg ringede fra Danmark og at jeg hjertens gerne ville komme forbi, men at det ikke lige var som at smutte en tur ned til bageren.


Tiden gjorde hvad tiden gør bedst: den gik. April blev til sommer, sommeren til efterår, vi holdt kontakten, pr. e-mail og telefonisk og en dag skrev Marina og Francesco, mor og søn, at Nebbiolo’en var klar og at hvis jeg betalte for vareprøverne, kunne de også sende to af hver af de andre vine. Nu er det ikke kutyme at betale for vareprøver, især i disse tider, så hvis producenten forlanger betalingen for et par flasker, må der være god grund til det. Og det var der også. Se på produktionstallene : fire hektar vinmark  som giver i alt i snit 25.000 bottiglie: 7000 Sant’Andrea, 7000 Castellania, 3500 I Grop, 3200 Fausto, 3500 Marine, 600 Lindin.

Lindin 2007 er den Nebbiolo, der startede det hele. fremstilles af kun michet-varianten af nebbiolo og lagrer i fade af fransk egetræ. En anden stil end den, jeg forventede men hvilken S-T-I-L!

Dette ville have været nok til at entrere med producenten, men så smagte jeg Sant’Andrea 2008, som er en barbera med en lille smule croatina-drue. Wow! so ein ding.....det var lige mig! Farven, duften, jamen, hvor er vi henne ? Flasken blev grundigt studeret og sammenlignet med Castellania 2008, også en barbera, men med en 5% freisa. Samme elegante, bestemte og raffinerede hånd, men en lidt mere struktureret vin. Mere struktur, flere folder og flere facetter fandt jeg i husets “bedste” Barbera: I Grop 2007. Jeg skriver “bedst” i gåseøjne, fordi for mig er den bedste den “simple” basis barbera Sant’Andrea skarp efterfulgt af Castellania, men jeg ved, at I er flere, der vil give producenten ret. 

Jeg købte også en lille smule af Coppis to hvide: Marine 2008, en 100% favorita som lagrer på sine egne gærrester og bliver rystet således, at vinen kommer i jævn kontakt med disse rester : det giver vinen fylde, smag og holdbarhed. Man skal kigge en ekstra gang på etiketten for at se, at vinen er to år gammel: den smager helt frisk og blomstret, uden spor af trælagring. En oplevelse for alle og især for de – efterhånden få – der plejer at docere, at italiensk hvidvin bla bla bla. Samme indtryk plus saftighed og varme kombineret med en forbløffende friskhed fandt jeg i Fausto 2008, en 100% timorasso. De to hvides prisklasse følger nøje smagsklassen, og tro mig, de er alle pengene værd.