Der er få fødevarer i verden, der er og har været så vigtige som olivenolie.
Standardværket på dansk er Rie Bobergs “Olivenolie” som udkom i 2004. Hun bor i Italien, er selv oliebonde og ved, hvad hun snakker om. Om olien får jeg tit spørgsmål, som jeg gerne besvarer i mine mails. Det spørgsmål som de fleste vinvenner, som jo ikke er græsk-katolske, oftest stiller er “Hvordan kan man være EXTRA jomfru ?” For hos den rationelle lettere lutheranske måde at se tingene på, er man enten jomfru eller ikke jomfru.

Svaret er enkelt, især hvis man kender til den lovmæssige EU-inddeling af olivenolier. Groft sagt er der en pyramide, hvor basen dannes af en olie, der udvindes af resterne af produktionen og spidsen er “olio di oliva vergine”, altså: jomfruolien. Herefter findes der en højere kvalitet af jomfruolien, således at “extra” refererer til “kvaliteten” og ikke som skrevet til det jomfruelige. Titlen skulle forstås som “olio di oliva vergine di qualitá extra”: en lang smørre (altså: lang olie) som bliver til “extravergine”.

Jeg køber olie fra de vinleverandører, som også har olivenlunde.

Denne olie fra Majnoni hører til de mere krydrede, den slags “grønnere” toskanske olie, der kilder lidt på ganen og som kan forvandle et stykke ristet brød med lidt salt til et herligt måltid. Den er fra den seneste høst (2009) og har som “smagerbedst”-dato juni 2011.

Det sidste, det med “smagerbedst” er noget vås, når det gælder extrajomfru olivenolie og visse andre gode landbrugsprodukter, men EU-loven sætter atten måneder som max. for salgbarhed, og med lov skal landet bygges. At denne lov ender med at gavne fødevareindustrien, producenternes og sælgernes lommer og meget lidt forbrugernes lommer og smagsløg, bliver jeg nødt til at skrive et par meninger og fakta om snart.