Vi har modtaget årets nye høst 2010 af LA BATTAGLIOLA
Lambrusco Grasparossa di Castelvtero DOC Secco, tør.

Ikke hvinende tør men rund takket være den snert af frugtsødme,
der kendetegner alle klasse-vine. Ja, selv de bedste og dyreste Barolo.

“Dyrest” kan man ikke kalde denne Battagliola og billigere bliver den også for de dristige
Lambruscoelskende Friadgangister, der kan forvente samme ganefryd, som jeg oplevede i
går, da jeg nød en eksportvognkølig Battagliola til billedets fettuccine med
rosmarin, ingefær, chili og hvide rosiner.

I 2007 fik vinen prædikatet “Bedste Grasparossa” af L’Espresso vinguide (nej, det er ikke
en guide over kaffe: “espresso” betyder “den hurtige” og bruges både om kaffe, tog og
aviser). Producenten laver kun denne her vin (og snart en rosé) og har en glimrende hjemmeside,
hvor han fortæller om La Battagliolas vidundere og om lambrusco druens ædle aner helt tilbage
til romerne, der betegnede denne vin som “saliens et titillans” saftig og kildende, perlende.

Der er flere steder i den latinske litteratur, hvor der tales om “spumans” “spumantem” dvs
mousserende vine og flere steder beskrives fremstillingsmetoderne. Denne røde fra La
Battagliola er en direkte arvtager til de oprindelige perlende vine, og producenten undlader
heller ikke at nævne lambruscoens høje indhold af coumarin, en substans der modvirker
dannelse af blodpropper. Vi nyder Lambrusco, fordi den smager godt og ikke fordi det er medicin,
men det er rart at vide, at den også gør godt: i regionen Emilia Romagna registreres nogle af de
laveste forekomster af blodkarsygdomme, selv om kosten omfatter smør, tortellini, svinekød, lasagne,
fettuccine og lignende skånekost.

La Battagliola 2008 : Her går vi ind i rigtig hard-core Lambrusco.
Langt fra at være “død” er vinen blevet fyldigere, rundere og har udviklet duft og smag
af brombær. En fornøjelse at drikke.