Om os

  • Carlo Merolli (f. 1949) er den, der i et kvart århundrede har gjort mest for italiensk vin i Danmark. (- Men italiensk vin har nu også gjort meget for mig, siger han).
  • Han blev født i Rom. Hans far var antikvitetshandler, og det ville Carlo også gerne være. Men, nej, sønnen skulle have et fast job. Hvorefter han endte som officer i den italienske marine. På Roms universitet meldte han sig til studiet af engelsk og tysk, men tysk var overtegnet, så i stedet valgte han dansk - der var to elever på holdet og tre lærere, så det var et grundigt studium.
  • Naturligvis måtte han til Danmark - med kone, barn og endnu et barn i konens mave - og i København kom hans italienske sprog ham til nytte. Efter nye studier ved Københavns Universitet fik han i 1976 et job i Italiensk Vinhus, og få år efter overtog han butikken, der selv importerede italienske vine. I de mange år opbyggede han en kundekreds, der blev virkelig tændt på italiensk vin og spredte Carlo Merollis vinøse budskab.
  • I 1996 solgte han atter Italiensk Vinhus, og siden har han styret sin succesfulde vinhandel fra hjemmet i Virum. Her gør han flittig brug af Internettet - mange af VinAvisens læsere kender han malende skrivestil i de underholdende annoncer.
  • I 1988 fik han det Danske Gastronomisk Akademis diplom for sin store indsats, i 1992 blev han Laugsmagister honoris causa - og i 1999 udkom hans glimrende håndbog "Italiens Vine" (Gads Forlag, 410 sider). Den er siden udkommet i en ny udvidet udgave og er blevet oversat til norsk.
  • Carlo Merolli har to børn fra sit første ægteskab, Giuliano, 29 år og Christina, 27 år. Han er (på ægte sønderjysk manér) gift med Jara, og sammen har de to børn, Emilie, 14 år, og Mathilde, 12 år. Hobbies: Spaghetti, fodbold og læsning, dog ikke nødvendigvis i den rækkefølge.
  • Adresse: Kongsvænget 38, 2830 Virum, tlf.: 45 85 19 78, e-mail: info@carlomerolli.dk

 

  • Tai Regel Pundik (f. 1977) satte mere pris på coca-cola end på vin, da han gik i gymnasiet. Men et fritidsjob i 1994, hvor han gik til hånde i vinforretningen Italiensk Vinhus på Østerbro, vendte op og ned på det hele.Her tog ejeren, Carlo Merolli, den unge mand under sine vinger og gav ham en spirende interesse for vin.
  • Efter et kibbutzophold i Israel vendte Tai Regel Pundik tilbage til jobbet hos Carlo Merolli, der nu havde solgt sin første forretning og åbnet en ny, Terra Verde i Virum.
  • De næste tre år blev travle for Tai Regel Pundik, der ud over ovennævnte job også arbejdede i Vingalleriet i København – og studerede til cand.polit på Københavns Universitet. I sidste ende blev det dog vinen, der vandt, og han sagde derfor farvel til studierne og har siden da arbejdet på fuld tid hos Terra Verde. Her er han Carlo Merollis højre hånd og venstre ben, og han tager sig af alt lige fra at sælge og pakke vinen til at holde smagninger og foredrag om italiensk vin.
  • Ifølge Tai Regel Pundik har det nok hele tiden ligget i kortene, at han skulle have noget med vin at gøre – det hebraiske ord pundak, som hans efternavn er afledt af, betyder nemlig vinhandel.
  • Privat er han gift med Gitte, og sammen har de pigerne Yasmin og Filucca på henholdsvis 4 og 1 år. Fritiden går med hjemlig hygge i boligen på Frederiksberg, vin samt fodbold i lange baner.
  • Adresse: Kongsvænget 38, 2830 Virum, tlf.: 45 85 19 78, e-mail: taivino@mac.com