Herefter hvad vi ( I og jeg) skrev om årgang 2008. Årgang 2010 er om mulig endnu bedre og spås et langt og sundt liv: 2020 til 2030, mindst. Ingen overraskelse der: Marco og Paolo Gallis vine har gennem årene bevist, at de hører til de mest holdbare blandt de bedste Amarone. Kendetegn for alle vine fra Le Ragose er den adrætte, harmoniske stil: ingen jagt efter de høje alkohoprocenter, ingen ambition om at ligne en portvin. Amarone er en vin der skal kunne nydes solo ja, men også drikkes til maden: denne 2010 er den perfekte ledsager til alle simreretter, grillstegt kød og til det velspækket ostebord. En yderst elegant og fyldig Amarone: den vil blive værdsat af alle de vinvenner der kan li’ Amarones kurv af frugt, både frisk og tørret, nødder og en touch af vanille. En nydelse for sig men også som jeg sagde veloplagt valg til kødretter, grillretter og lagrede oste. Festvin, jubilæumsvin, samlervin. Ubetinget ros herfra og stående bifald. Alkoholstyrke 16%.
OM 2008 skrev I:
"Jeg har i høj grad snuset og fundet det ok 🙂
OBS !
Det er et parti på kun 600 flasker som Marco og Paolo Galli har udvalgt til min 70 års fødselsdag.
Samlerobjekt ? Helt afgjort men absolut: nydelsesobjekt!
Årgangen 2008 har fået topkarakter hos alle de førende vinguider. Riserva-udgaven er ikke forhandlet i Danmark.
Herefter en "anmeldelse" af en vinven der købte I galli Leon i årgang 2005. Den aktuelle 2008 Riserva er mindst på samme niveau:
jeg fik lyst til at give dig en tilbagemelding på een af de vine, gennem årene ganske mange, som jeg har købt hos dig. Det handler om amarone, nærmere bestemt, Le Ragose’s i Galli, Vigneto Leon, i årgangen 2005. Dem købte jeg en lille flok af for en hel del år siden, jeg erindrer ikke konkret hvornår, men de har ligget trygt og godt i min lille vinkælder. I øvrigt i godt selskab, med blandt andre Baroloer fra Schiavenza og flere fremragende vine fra Natale Simonetta. Desværre er disse sidste nu blevet drukket på nær en enkelt Langhe fra samme årgang, 2005. Den glæder jeg mig også til, men det er jo en anden historie.
Amaronen. Den nævnte flaske er den næstsidste jeg har tilbage, og måske skulle jeg have gemt dem alle, for den var en virkelig "himmelsk" oplevelse.
Min kone iagttager mig altid indgående når jeg smager på de bedre produkter fra vinens verden, for som hun siger; du får et ganske bestemt udtryk i ansigtet, og så er det du skal passe på, for næsen går længere og længere ned i glasset og det straffes hårdt dagen derpå. Helt så galt gik det nu ikke ved denne lejlighed. Jeg havde folk til at dele flasken med mig, så det var lidt nemmere at udvise det påkrævede mådehold.
Men hvilken vidunderlig vin; absolut en amarone, men altså meget langt fra de meget frugtdrivende eksemplarer man ellers finder så mange af. Dyb og rig, og, ja, fortsat en god og rigelig frugt, men rigtig mange spændende og specielle smags-og duftnuancer af mere subtil karakter. Særlig een forekom mig pudsig; jeg spurgte mine medsmagere og de bød ind med lakrids, men ikke læder. Men så pludselig havde jeg det; en umiskendelig underliggende tone af røg, lidt som i en røget whiskey. Min kone bekræftede dette, og selv om hun ikke har mine tilbøjeligheder til dybdeborende studier i de mørkere dele af flasken, så har hun absolut en fremragende lugte-pg smagssans, som jeg har stor respekt for. Og røg, skal i denne sammenhæng forstås helt positivt.
Sagt i al korthed; det er nok den bedste amarone jeg har smagt, og bekræfter mig i, at amarone kan være andet og mere end blot tyngde, sødme og kraft og saft. Ikke at det i sig selv gør noget, men sådan som denne, mums!
Nu glæder jeg mig blot over, at jeg stadig har en enkelt flaske tilbage i samme årgang.- Kunne være nysgerrig; hvor længe lever sådan en svend?
Og bliver den ved med, som jeg synes med den her, at udvikle sig gennem årene?
Det var en lille tilbagemelding. Tak for oplevelsen. Herligt. Og hav en god dag.
Med venlig hilsen
En Vestjysk vinnyder/ Jørgen Petersen
Ps: Amaronen blev nydt på min fødselsdag sammen med en langtidsstegt and a la orange. Hvilken gave til mig selv!