NATUREN BESTEMMER
"Le Ragose laver som et af få huse i visse årgange en Ammandorlato, og dette er den bedste af dem alle.
Let sødme, ren og moden kirsebærfrugt, strejf af flygtig syre i baggrunden og en læskende friskhed trods højt alkoholindhold.
Og det mest sympatiske er, at den aftappes på helflaske!"
Thomas Ilkjær. "Amarone" side 179. Politikens Forlag 2010.
"Har lige drukket en tilsvarende, årgang 2004 - fremragende!"
(K.L.H 3. april 29016)
AMMANDORLATO ? EN SJÆLDENHED
Vinen stammer fra vinstokke, som blev plantet i 1969. Druerne er Corvina 60% Rondinella 20% corvinone og andre druer 20 %.
I den lokale tradition kendes denne type vin som "Recioto scapá", dvs "Recioto (den søde udgave af Amarone) som stak af".
Det er en sød Recioto, der bliver ved med at gære videre, indtil den ikke længere er sød nok til at betegnes som Recioto
men ej heller tør nok til at kunne kaldes Amarone. Udbyttet er ekstremt lavt: mellem 25 og 35 liter most for hver
ethundrede kilo druer og kun ca. halvfjerds procent af det bliver til vin. Det betyder 17 til 25 flasker pr. ethundrede kilo druer.
Vinen lagrer først på rustfri stål og senere i 2-3 år på store egetræsfade. Vinen bliver kun produceret, når gæringen stopper spontant.
Paolo Galli siger: "Naturen bestemmer: vi laver Ammandorlato kun engang imellem, i de gode årgange, dvs. når druens sukkerindhold
er svært at tæmme. Den smager lidt som de anaboliske, hyperkoncentrerede, der er populære nu, men langt langt renere;
i mine og i traditionens øje er det ikke en rigtig tør Amarone. De gamle her i Valpolicella havde en definition for det: "ammandorlato",
dvs. tør men smagen minder lidt om mandel/marcipan-smag. Denne vin er ideel til lagrede oste, til rødt kød med sursøde eller stærke saucer,
og som en af de få vine der går til chokoladeholdige desserter." Marco, Paolos bror og medansvarlig for produktionen, tilføjer:
"Personlig kan jeg bedst lide den til at slutte et måltid med eller solo". Da jeg spurgte om det var en meditationsvin, svarede Marco
"Det er en antimeditations vin: den jager alle tankerne væk!!! og kulden!"
Anmeldelser af tidligere årgange :
Kære Carlo!
I går drak vi en Rhagos Ammandorlato 2004. Stadig fantastisk – blanding af sødt og en anelse bittert. Godt vi har 4 tilbage!
God påsketid
(P.B.H. 28 , marts 2016)
"2004 Rhagos Passito Rosso är en magnifik avslutning. Tanken var att köra vinet näst sist och låra recioton avsluta provningen men ett snabbt smakprov i samband med att vi öppnade flaskorna gjorde att ordningen ändrades. Det här är ett vin som inte ska följas av något. Ett vin som sätter punkt. Rhagos är en ammandorlato, ett vin som bara görs speciellt goda årgångar och ger en kombination av restsötma och hög alkohol. Det är lite sötare än en amarone men inte fullt så sött som en recioto. Doften är mäktig och djup med körsbär, torkad frukt, marsipan, choklad och läder. Munkänslan är sammetslen och omslutande. Smaken mjuk men kraftfull och med en enorm pondus. Lager på lager med läckerheter. Mäktigt, tungt och värdigt. Ett sant kontemplationsvin."
(I.J. Blog Billigt Vin, oktober 2013)
Spændende og dejligt var det at smage Le Ragose's Rhagós Ammandorlato, Rosso Veronese (IGT), Le Ragose, der blev serveret i årgang 1999 og 2004.
Carlo Merolli fortalte om denne vintype, som jeg ikke har stiftet bekendtskab med før, at vinen var sådan som Amarone var oprindeligt, hvor den var kendetegnet ved en overordentlig smagbar mængde restsukker, uden at vinen var ligeså sød som en Recioto.
Det er ikke tilstræbt at lave vinen sådan; det sker af sig selv, dvs. gæringen ophører ganske enkelt, og en ganske stor mængde restsukker omdannes ikke til alkohol.
1999'eren smagte mig rigtig, rigtig godt. Søde kirsebær, tranebærsyltetøj og strå. En del sødme og en god bitterhed i eftersmagen.
Den ville være skøn at nyde efter en god middag, i - som Carlo sagde - situationer hvor man ellers snupper sig en cognac eller en øl. Den skulle også være velegnet til stærkere oste.
Sammenlignet med den fem år yngre 2004 fik jeg indtryk af, hvad alderen gør for sådan en vin. 2004 både duftede og smagte bestemt også dejligt, men sødmen var lidt mere sukret og ikke så flot integreret som i 1999, som havde "tabt" en klædelig portion sødme og var blevet mere vinøs end 2004 aktuelt var."
(P.N. Vinsiderne februar 2009)
For fakta om vinen: